Equinor har underskrevet en aftale om at købe BeGreen, en førende solcelleprojektudvikler i Nordvesteuropa. Købet styrker Equinors kapacitet og portefølje inden for solcelleanlæg.
“BeGreen repræsenterer en vigtig byggesten til at udvikle vores position inden for vedvarende energi i industriel skala i Europa og er i tråd med vores ambition om at være en førende virksomhed i den grønne energiomstilling. BeGreen har en veldokumenteret historik som solcelleparkudvikler og en stærk udviklingsportefølje på attraktive energi- markeder. For Equinor er dette et nyt skridt i retning af at opfylde vores mål om at være en markedsdrevet el- producent”, siger Pål Eitrheim, koncerndirektør for vedvarende energi i Equinor.
BeGreen er i dag ejet af Bregentved Gruppen og partnerkredsen. Efter transaktionen vil BeGreen være et fuldt ejet Equinor-datterselskab. Den nuværende medarbejderstab og ledelse fortsætter uændret med fokus på at videreføre udviklingen af solcelleanlægsprojekter.
Den fremtidige strøm fra BeGreens portefølje vil blive afsat på energimarkedet af Equinors datterselskab Danske Commodities, der vil gøre brug af virksomhedens omfattende tilstedeværelse og ekspertise på elmarkedet. BeGreens udviklingsportefølje forventes at levere et projektafkast på 4-8 %, når anskaffelsesprisen medregnes, hvilket ligger inden for Equinors forventede realafkast på projekter inden for vedvarende energi.
Siden etableringen har BeGreen udviklet, solgt og leveret solenergikapacitet på mere end 700 MW. Samtidigt har BeGreen etableret en udviklingsportefølje med projekter i tidlig til middel modningsgrad på over 6 GW i Danmark, Sverige og Polen. Den gennemsnitlige projektstørrelse er på 300 MW.
“Med det nye ejerskab vil vores finansielle kapacitet blive udvidet betydeligt, så vi i endnu højere grad kan bidrage til den grønne omstilling i Europa. For os er det et perfekt match. Equinor og BeGreen har samme ambitioner, og vi sigter begge mod de højeste standarder for ESG og integritet. Vi ønsker at udbrede solenergi som en billig, stabil og sikker bæredygtig energikilde, der bidrager til at gøre Europa selvforsynende med energi. Det har været afgørende for os at finde et fremtidigt ejerskab, der sætter pris på den vilje til samarbejde og den iværksætterånd, som vi anser for at være DNA’et hos BeGreens højt kvalificerede medarbejdere og samarbejdspartnere”, siger Anders Dolmer, ledende partner i BeGreen.
“BeGreen-købet er et eksempel på, hvordan vi selektivt går ind på attraktive markeder gennem etablerede virksomheder, der er kendetegnet ved at have en organisation af høj kvalitet, dokumenterede resultater og en stærk udviklingsportefølje. Equinor bidrager med et langsigtet industrielt perspektiv, finansiel kapacitet og avancerede trading kompetencer gennem Danske Commodities. Vi sigter mod at skabe værdi ved at transformere og skalere virksomhederne sammen med de lokale teams og ved at udnytte synergier inden for Equinor,” siger Olav Kolbeinstveit, direktør for El og Markeder inden for vedvarende energi hos Equinor.
I henhold til Equinors plan for energiomstilling har selskabet udviklet projekter inden for vedvarende energi på land og positioner inden for batterilagring i Europa gennem investeringer i lokale virksomheder som Wento i Polen og Noriker Power i Storbritannien. Dette sikrer både kapacitet og udviklingsprojekter i en tidlig fase.
BeGreen-transaktionen er betinget af relevante myndigheders godkendelse.
BeGreen er blevet rådgivet af ABG Sundal Collier, Accura Advokatpartnerskab, Kromann Reumert, Dahl Advokatpartnerselskab og EY.
Mediekontakt, Equinor:
Magnus Frantzen Eidsvold
Mediekontakt
+47 975 28 604 (mobil)
Investor relations, Equinor:
Mads Holm
Direktør, Investor Relations
+47 909 55 417 (mobil)
Kontaktpersoner, BeGreen:
Anders Dolmer
Ledende partner, BeGreen
+45 6162 2022
Paul Svinth Jensen
Seniorrådgiver, Geelmuyden Kiese
+45 4083 3230
Fakta om Equinor
Equinor er et internationalt energiselskab, der er engageret i langsigtet værdiskabelse rettet mod en fremtid med lavt kulstofforbrug. Vores formål er at omdanne naturressourcer til energi til mennesker og fremskridt for samfundet. Equinors portefølje af projekter omfatter olie og gas, vedvarende energi og kulstoffattige løsninger med en ambition om at blive et klimaneutralt energiselskab inden 2050. Equinor har hovedkontor i Stavanger (Norge) og er den førende operatør på den norske kontinentalsokkel. Vi er til stede i omkring 30 lande verden over.
Fakta om BeGreen
BeGreen blev grundlagt ud fra visionen om at udvikle og opføre 100 % tilskudsfri kommercielle solcelleparker i Europa og dermed bidrage aktivt til den grønne omstilling og energiuafhængighed. I dag udvikler, bygger og driver BeGreen solcelleanlæg til produktion af garanteret grøn strøm uden tilskud efter BeGreens 360 graders bæredygtighedskoncept. Selskabet har i dag aktiviteter i Danmark, Sverige og Polen.
Virksomheden, der har kontorer i Haslev, København og Göteborg, beskæftiger i øjeblikket 40 medarbejdere i Danmark, Sverige og Polen.